mandag den 24. oktober 2011

En tænkepause...

Lillemanden her har ændret mit liv og mit syn på mit arbejdsliv i en sådan grad, at jeg idag har fået forlænget min barselsorlov, så jeg skal starte i maj 2012 i stedet for februar 2012.

Både med Helena og David startede jeg på arbejde igen, da de var omkring 9 mdr., fordi jeg længtes tilbage til mit job som naturvejleder og til andre voksne, som kunne snakke om andet end børn og bleer ;-)

Sådan har jeg det slet ikke med Filip; Jeg trives rigtig godt med at gå hjemme med ham og med, at vi har ro på som familie:

*at der er tid til at hygge sig om morgenen sammen med de to store

*at de kan blive hjemme, til de er raske, i stedet for, at man må sende dem afsted, når de er halvsløje

*at vi kan gøre noget sammen på en ganske alm. hverdagsaften, som ellers kun har været forbeholdt weekenderne, og sådan kunne jeg blive ved...

Jeg nyder også at have tid til at være kreativ, bl.a. ved at få syet og ved at skrive på denne blog, noget som der ellers ikke er meget tid til i en småbørnsfamilie med to udearbejdende forældre.

Og så trækker jobbet ikke så meget, som det har gjort, fordi jeg bruger en (alt for) stor del af min arbejdstid på administrative opgaver, da jeg er dygtig til at organisere, formulere mig og til at sætte projekter i søen og fuldføre dem. Mit hjerte ligger bare et helt andet sted, nemlig i mødet mellem mennesker, natur og dyr: Jeg ved rent faktisk også meget om emnet, da jeg som den eneste i kommunen har en pædagogisk diplomuddannelse i naturfagsdidaktik og er uddannet naturvejleder i Naturstyrelsen, men det er svært at blive ved med at være en ildsjæl og brænde for sit job, når man ikke føler, at ens kompetencer bliver udnyttet.

- Så for at gøre en lang indledning kort, så har jeg prioriteret at nyde jeg mine børn 100% lige nu og her og bruger samtidig min barsel som en tænkepause, for hvad jeg vil med mit videre arbejdsliv, og det er nok meget sundt engang imellem at få det hele lidt på afstand...

4 kommentarer:

  1. Årh hvor lyder det skønt, og super fornuftigt at tage en tænkepause - min førte til at jeg sagde op og nu går hjemme på fuld tid, så længe økonomien kan bære det med begge unger - og har ikke fortrudt det et sekund - Det er så fantastisk at have den ro og tid der skal til - der er ingen stress og jag - Med Magne havde jeg bare brug for et ekstra år, så tog orlov, med stor plan om at skulle tilbage igen, men så kom Luna noget før forventet, og det ændrede bare så meget for mig - vi købte samtidig hus, og pludselig betød jobbet bare ikke det samme længere - Er uddannet pædagog, og ville arbejde med børn, IKKE sidde foran en computer (det gjorde jeg rigeligt i kontorjobbet før pædagogtilværelsen) men pga den tidligere udd, så blev det hurtigt en selvfølge at jeg tog mig af computerdelen - bare ikke lige det jeg helst ville.

    Så hellere gå hjemme, for næsten ingen penge, men i stedet nyde mine unger fuldt ud, mens de er små - og som en sidegevinst er den kreative side i mig blomstret totalt op, og det at have opdaget blogland har givet mig utroligt meget på den sociale front :)

    Sikke en tale jeg fik skrevet her, håber du kan få lidt mening i det hele - synes bare det er fedt du har valgt at nyde livet her og nu, og give dig tid til at tænke ;)

    SvarSlet
  2. Hej Karina
    Jeg forstår fuldt ud, hvad du mener, og det er altid rart at høre, at der er andre, som har det lige som én selv ;-)

    SvarSlet
  3. Jeg håber bare at du vil komme tilbage og lege med mig.. Lidt endnu!
    Men det er jo af egoist grunde... Kan godt forstå du vil nyde dine dejlige børn!

    Knuz til dig og dine :0)

    SvarSlet
  4. Jeg leger gerne med dig i mange år endnu Rikke-pigen, men vi to forstår jo også at værdsætte hinandens kompetencer og supplerer hinanden ret godt, hvis vi selv skal sige det - og det skal vi jo :o)

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...