mandag den 7. november 2011

Sorrig og glæde de vandre til hobe...

I torsdags måtte vi aflive den ene af vores Maine Coon katte, Cashmere :-(

Jeg har ikke skrevet om det før, da vi har haft så travlt med at arrangere og holde barnedåb, og jeg har måtte skubbe sorgen til side, for jeg bliver meget ked af det hver gang, jeg må sige farvel til en af mine dyr...men nu er der plads til en stille stund, og børnene er i institution, så de ikke skal se mine tårer og undre sig over, hvorfor mor græder.

Vi købte Cashmere af en sød opdrætter i Ottensoos nær Nürnberg i Tyskland. Hun var den smukkeste sortsølv farve, også kaldet smoke, men desværre havde hun gået i et killingeværelse og har manglet en masse oplevelser, som andre katte, der fra fødslen er en del af familien, ikke har. Helt basale ting som larm og leben, der gjorde, at hun psykisk ikke var så stærk og med tiden blev svær at håndtere.

De sidste par år har vi kæmpet med hendes fine pels, som lavede store knuder helt inde ved huden, og det var stort set umuligt at børste/klippe hende, da hun gik i panik og både bed og rev os. Til sidst var det blevet så slemt, at hun nærmest var en stor knude, og så tog vi, i samråd med dyrlægen, beslutningen om, at nu måtte det slutte, for jævnligt at skulle lægge hende i narkose, for at kunne få bugt med hårknuderne, var heller ikke en løsning, der var holdbar i længden eller særlig sund for hende...

Hun var min kat og trods hendes særheder, holdt jeg meget af hende, og selvom jeg føler mig som verdens dårligste menneske, fordi jeg har måtte aflive hende, uden hun var syg, så blev beslutningen nu alligevel truffet af kærlighed til hende. Nu har jeg hendes datter tilbage, der måske/måske ikke - hvem kan se ind i hjerte og sind hos en kat - savner sin mor, men jeg har dog hende tilbage og minderne om hendes mor i mit hjerte...

Sorrig og glæde de vandre til hobe,
lykke, ulykke de gange på rad,
medgang og modgang hinanden tilråbe,
solskin og skyer de følges og ad.
Jorderigs guld
er prægtig muld,
Himlen er ene af salighed fuld


Thomas  Kingo, 1681

Cashmere som ungkat, som ligger på min gravide mave, der gemte på Helena

5 kommentarer:

  1. Åh søde - Det er bare så hårdt at måtte tage den slags beslutning - Men jeg er sikker på at hun nu har det bedre der hvor hun er nu, med fin glat pels uden knuder og ro omkring sig - Har selv haft en kat, der måtte aflives, simpelthen fordi han ikke magtede larm og uro, og til sidst blev helt ustyrlig, bed og rev, bare man kiggede forkert på ham, eller fjernsynet var for højt - Og selvom det var det bedste at gøre, så var det sindssygt svært, og jeg savner ham stadig ind imellem - Så det er helt okay at fælde en tåre eller mere - nogen siger det bare er en kat - men en kat er et væsen ligesom os andre - og de har alle deres helt særlige personlighed - men det skal man nok være vild med kat for at forstå fuldt ud :)

    SvarSlet
  2. Tak, for de søde ord og din egen personlige beretning - det varmede - og det er godt, at du også hører til den sidste kategori, for der er mange lodne, der er klar til at hilse på dig d.17/11 ;-)

    SvarSlet
  3. Glæder mig til at hilse på dem :)

    SvarSlet
  4. Du er skam ikke noget dårligt menneske. Du gjorde det fordi andet ikke var muligt. Snøft og klem til dig fra mig

    SvarSlet
  5. Tak, søde Pernille - du ved jo, hvordan jeg har det med dyr ;-)

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...