torsdag den 5. april 2012

Påskeæg farvet m. løg

Så blev det den første påskedag - Skærtorsdag - og med det skønne vejr, vi har idag, kommer her et tip til en lille sjov aktivitet, du kan lave med dine børn udenfor: farve æg med løgskaller.

Jeg har lavet denne aktivitet mange gange sammen med både større og mindre børn, da jeg var ansat på vores lokale naturskole, og det forbavser mig hver gang, hvor forskelligartet resultatet bliver på trods af, at alle børn bruger de samme materialer: æg, løg, køkkenrulle og staniol (alternativt en nylonstrømpe). Det er bedst at bruge hvide æg, da man ikke kan se nuancerne så godt på brune æg.

Sådan gør du:
  1. Pust æggene ud*
    *man kan også farve æggene, uden at puste dem ud, men hvis du planlægger at gemme dem, så vil jeg anbefale, at I puster dem ud
  2. Fjern de yderste, brune, tørre skaller på et alm. løg - gerne i så store stykker, som muligt
  3. Pak forsigtigt det udpustede æg ind i løgskallerne
  4. Du kan vælge at lægge et lille blad eller en fin blomst på ægget som yderligere dekoration, inden ægget pakkes ind i løgskaller
  5. Put ægget ned i en nylonstrømpe/eller pak det ind i et stykke fugtet køkkenrulle og staniol
  6. Kom æggene i en gryde med vand og kog dem min. 30 min.
  7. Hæld vandet ud
  8. Pak æggene ud - pas på! de er meget varme og fyldt med vand indeni, som skal pustes ud
  9. Tør evt. æggene lidt med lidt neutral olie (fx solsikkeolie), så de får en fin overflade - lak er ikke nødvendig, for farverne holder fint i flere år
Hvis I vælger at lave æggene over bål, så er der gode gløder til snobrød eller fyldte æbler bagefter eller til at brænde perler med ;-)

Barbara, Barbaras Syslerier, har også vist nogle fine æg, der er farvet med blæk, hvis du får lyst til at lave flere æg med nogle af naturens materialer.

God påske!

3 kommentarer:

  1. Nøj som dine æg er blevet fine. Jeg laver også æg på den måde og har gjort det siden min barndom. Derfor blev jeg nysgerrig da jeg så din kommentar inde hos Ulla. Min metode er lidt anderledes end din men resultatet er det samme.

    Jeg synes det er en super ide at lave æggene over bål, det kan da kun være et hit hos børnene.

    SvarSlet
  2. 1000 tak - nu er jeg nysgerrig, for hvordan farver du så dine æg, når du ikke bruger denne metode (jeg kender nemlig ikke lige andre ;-))?

    Det er så hyggeligt at farve æg over bål, så det kan kun anbefales, hvis du ikke har prøvet det :-)

    SvarSlet
  3. Først og fremmest pakker jeg ikke løgene ind i løgskaller, men koger dem bare i vand med løgskaller. Det giver et mere ensfarvet resulatet hvor man bedre kan se trykket. Du kan eventuelt se min DIY under menupunktet Påske i sidebaren.

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...