mandag den 11. juni 2012

Årstidstræer

For dig, der ofte læser med på min blog, er det nok ikke den store hemmelighed, at jeg godt kan lide alle mulige håndarbejdsteknikker heriblandt korsstingsbroderi, som jeg også selv kan lide at sy, fordi det er dejligt afstressende og kan laves foran tv'et, så man også er lidt sammen med resten af familien, mens man er kreativ. 

Det har derfor været ret sjovt at følge, hvordan en reportage i et boligblad i den grad kan få interessen og efterspørgslen på årstidstræerne til at eksplodere - specielt fordi jeg troede, at det var håbløst umoderne at kunne lide korssting...men sådan kan ting jo ændre sig, når toneangivende magasiner eller bloggere starter en trend - bare se, hvordan det gik med Nordisk Tekstils Sovetrine design, som nu er blevet genoptrykt pga. den massive efterspørgsel og vanvittige priser på de kære elefanter ;-)

Indrømmet: jeg har selv kastet min kærlighed på elefanterne, som jeg har en smule af i en reproduceret udgave og havde egentlig også bestilt juniorsæt til ungerne med Sovetrine anno 2012, men det er nu afbestilt, da jeg blev sur over, at N/T's første leverance er fuld af grafiske fejl og næste omgang bliver mere tro mod de originale 70'er elefanter, hvilket jeg bedre kan lide. Og jeg bliver da også inspireret af de mange fine ting, jeg ser på andre blogs og i boligmagasiner, men det tager nok længere tid at få mig med på vognen, da jeg nok sådan generelt set er håbløst umoderne og ikke har det store behov for at være med på det sidste nye mht. boligindretning. Mit hjem bærer nemlig præg af, at her bor tre små børn, 7 Maine Coon katte og en Broholmer - ikke dermed sagt, at jeg ikke har en holdning til, hvad jeg kan lide/ikke kan lide - men det gør det lidt sværere at forene, når der er så mange andre faktorer, som der også skal tages hensyn til ;-)

Mht. til årstidstræerne er jeg så heldig, at min mor har broderet Forår og har Vinter som sy-kit, og da jeg så, at Didde-Louise eftersøgte træerne, tilbød jeg at hjælpe hende med mønstrene på disse to billeder, så hun selv kan brodere dem. Det er nemlig ikke mønstrene, der er problemet ved disse billeder men farverne, da firmaet bag (Eva Rosenstand/Clara Wæver) ikke benytter DMC farvekoder, men blot angiver en farve ved navn. Jeg har derfor prøvet at finde "de rigtige" farver ud fra et DMC farvekort og ud fra min mors Forårs-billede og Vinter sy-kittet, men det er ikke helt optimalt, da nogle af nuancerne ikke er til at ramme (fx de lilla på fuglene i Vinter-billedet).

Men nu er der i hvert fald en lille pakke på vej til Didde-Louise - og jeg glæder mig til at se hendes version af de fine træer ;-)

Måske man kunne få Eva Rosenstand/Clara Wæver til at overveje at producere træerne som sy-kit igen, for man må jo sige at interessen og efterspørgslen er til stede - og når det lykkedes med Nordisk Tekstil, så er det vel værd at prøve ;-)

Beklager farverne på billedet, men det er taget en sen aftentime, hvor ungerne sov og manden så fodbold zzzzz



15 kommentarer:

  1. Hvor fint :) Jeg har ikke selv mod på at kaste mig over at brodere, men jeg havde faktisk overvejet, om de ikke kunne laves som tryk, hvis man havde et godt billede af dem hver især.
    Med hensyn til elefanterne, så vidste jeg ikke, at de har tænkt sig at lave en pænere version. Jeg blev noget så skuffet, da jeg så den nye version og er glad for, at jeg ikke har forudbestilt noget. Det ser også ud til (på FB), at forhandlerne er noget skuffede over, at de måske kommer til at brænde inde med de nye versioner, mens køberne afventer efterårets sending, der ligner originalerne mere.
    Kh Line

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg synes også, at de er ret fine og glæder mig til at gå i gang med Vinter, men det bliver nok først til vinter ;-)

      Jeg hører til en af dem, der brokkede sig på NT's facebook side, fordi jeg synes, at det er for dårligt, at varen først bliver forsinket, og så sender de ovenikøbet en vare med grafiske fejl ud til os købere! NT havde nemlig selv skrevet på deres væg, at det nye design var lig det gamle undtagen mht. farverne, hvilket det viser sig, at det ikke er, da de første close ups kommer på deres væg. Da jeg konfronterer dem med disse facts, indrømmer de så også, at når der kommer en ny leverance senere på året, så bliver det uden de nye øjne, ben og alt det andet pjat, de havde fundet på, og mere lig de oprindelige 70'er elefanter. Dybt useriøst af sådan et stort firma og slet ikke det, jeg havde forventet - men nu glæder jeg mig til at læse på deres væg, hvornår de "rigtige" elefanter kommer, for så skal jeg helt klart have et sæt til hver af ungerne :-)

      Slet
  2. Ih du er da simpelthen for heldig at have det skønne forårsbillede, det er jo lige præcis den eneste jeg mangler i min fine samling.... Heldige dig :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg ved det godt - og jeg tænkte faktisk også på dig, da min mor fandt det i sine gemmer - men det har altså affektionsværdi for mig, fordi hun har syet det, så jeg vil desværre ikke af med det ;-)

      Håber, at du er heldig at finde Forår et andet sted, så din fine samling bliver komplet :-)

      Slet
  3. Uha, jeg glæder mig søde Laila! Jeg kan ikke vente med at komme i gang med nålen. Og jeg skal gøre alt, hvad jeg kan for at skaffe dig de to, der mangler i samlingen. Jeg håber virkelig, at jeg kan hjælpe dig :-).

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg sendte pakken til dig igår, så det kan ikke vare længe, inden den lander hos dig :-)

      Jeg prøver også flere forsk. steder for at finde de sidste 2 mønstre - og mon ikke, det nok skal lykkes, når vi begge leder med lys og lygte - det tror jeg :-)

      Slet
  4. Hej Laila.
    Jeg leder med lys og lygte efter mønstrene på netop disse billeder - eller billederne hvis man skulle være så heldig:)
    Vil du sælge en kopi af dine mønstre?

    De bedste hilsner Heidi
    heidi-hartmann@hotmail.com

    SvarSlet
  5. Åh nej altså Laila... Jeg ville også blive virkelig lykkelig over at eje de mønstre... Kan du lokkes? :)

    Kh.

    SvarSlet
  6. Novra, hvor er det de fine.. Det ville se super sødt ud i glas og ramme, Alle årstiderne kunne være fedt at eje.. Mon ikke man ikke kan finde dem andetsteds? :)Det kunne jeg i hvert fald godt tænke mig:)

    SvarSlet
  7. Ej hvor fint.
    De hang alle fire i mit barndomshjem så de giver mig en masse barndomsminder.
    Hvor er der bare meget nostalgi over det.
    ELSKER DEM..

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, de er bare så fine - og så har du måske nogle at arve, når den tid kommer ;-)

      Slet
  8. Hej laila
    Kan du lokkes til også at sende mønstre til mig? Jeg vil super gerne brodere billederne selv og være krea med farverne. Håber virkelig du vil hjælpe. Mail: katja_madsen(a)hotmail.com

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Katja

      Efter dette indlæg blev skrevet har Permin/Eva Rosenstand valgt at lave årstidstræerne igen som sykit pga. den massive interesse fra mange sider, så jeg tror helt ærligt ikke, at det kan betale sig andet end at købe dem, da det hurtigt løber op med de mange forsk. farver broderigarn og hørlærred. Jeg vil derfor heller ikke risikere at bryde nogle copyrightregler ved at kopiere mønstrene, så jeg siger desværre nej.

      KH
      Laila

      Slet
    2. Helt ok.
      Så må jeg kigge efter kittene :-)

      Slet
    3. Håber, at du får held med at finde dem og god fornøjelse med broderiet :-)

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...