fredag den 28. december 2012

Min første Cathrineholm Lotus ♥

En af mine bedste julegaver var den fineste lille blå lotus skål Ø 18 cm fra Cathrineholm. som jeg fik af manden min 

Jeg har i forvejen en af de nye keramik lotus skåle fra Lucie Kaas, som jeg har vist frem her, men jeg må sige, at det bare er noget helt andet med den "ægte vare" i emalje. Den eneste ulempe er bare, at når man først er begyndt at samle, så kan jeg godt forstå dem, der bliver grebet og vil have flere, for de er altså også fine i nogle af de andre farvekombinationer ;-)

Cathrineholm Lotus skålen er i super stand og er købt hos MetteSofie.dk, som jeg varmt kan anbefale, for der er både super service, og så er hun meget ærlig omkring standen på de ting, hun sælger, og det er noget, jeg sætter stor pris på.

Ærlighed er nemlig ikke altid en selvfølge, når man køber retro varer, da en del sælgere tror, at det er det rene guld, de har til salg, og hvor pris og stand bestemt ikke følger hinanden, fordi de ved, at deres vare er eftertragtet. Cathrineholm Lotus er et eksempel, men andre kunne være Nordisk Tekstils originale 70'er Sovetrine design (elefantsengetøjet) og Kronjyden krydderikrukker, der også handles til meget høje ublu priser.

Ok, vi er jo selv med til at presse priserne op, fordi vi kan li' de samme ting, men når selv den lokale Røde Kors genbrugsforretning sælger Lotus gryder og kande til markedspriser, så står jeg altså lidt af, for det er jo noget, de har fået forærende...og standen var helt ærlig ikke til 450,- for en gryde, men nogen må jo følge med på nettet og har set dem til den pris og tænkt: "Det gør vi da også!" - men gør det det mere rigtigt?

Jeg siger ikke, at genbrugsforretningerne skal sælge deres varer til spotpriser men efterlyser bare lidt etik og moral i forhold til stand og pris - ja, faktisk i hele "retro-markedet" som helhed, for det mangler der lidt efter min mening...det er bare ikke fedt at glæde sig til at modtage en længe ventet pakke, som blot viser sig at være et stykke forvasket sengetøj, en skrammet og rusten emaljeskål eller et stykke skåret porcelæn frem for det fantastiske stykke retro, man troede, det var ;-)



Lucie Kaas Lotus og Cathrineholm Lotus - hvad kan jeg sige; jeg elsker altså blå 



1 kommentar:

  1. Hvor er den fin, din nye skål :-) Jeg kan kun give dig ret i dine betragtninger omkring priserne på retrovarer.
    Kh Lotte

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...