fredag den 8. februar 2013

Forude venter ferie

Efter en hård dag igår, hvor vi fik begravet min farmor, så er det rart at have tre guldklumper herhjemme, som kan bringe tankerne lidt på afveje og skabe liv og glade dage.

Det var i hvert fald to meget forventningsfulde store børn, der drog i børnehave her til morgen klædt ud som Spiderman (fra H&M) og hjemmekreeret påfugl :-) Mindstemanden var klædt i helt almindeligt tøj, da han stadig er så lille, at alt det fastelavnsgejl ikke rigtigt er noget for ham - dog havde han en lille hale bagpå bukserne og en hårbøjle med store kaninører med (købt i Tiger til 20,-) og nøj, hvor så han altså bare sød ud med det på ♥ 

Forude venter en uges vinterferie bl.a. en del af tiden i sommerhuset på Sj. Odde sammen med mine forældre og storesøster, og det glæder jeg mig rigtig meget til.

Når min familie nu alligevel kører op i sommerhuset i morgen for at sætte varme på, har vi aftalt, at David, Helena, min søster, og jeg skal ned at se kunstudstillingen Hotel Aurelia.

Helena og jeg har allerede set den en gang her i løbet af ugen sammen med hendes børnehave, hvor jeg var inviteret med, da de sammen med mig har indsamlet lindeblade, som er en del af udstillingen. Jeg har også syet gulvet i det ene værelse - det hemmelige rum, som er under havets overflade - som består af 4 baner cobolt blåt badedragtsstof i målene 150 cm x 6 meter. En ret sjov men stor og tung opgave skal jeg hilse at sige!

Jeg har også tilladt mig selv den luksus at tage ferie i uge 8 - og denne uge er uden børn, dvs. de kommer i institution næsten som vanligt - de sover selvfølgelig længere og bliver hentet tidligere - men dagene er mine og skal bruges på at være kreativ og forhåbentlig få syet en masse. Som mor til tre små børn 24-7, så er egen tid en sjælden luksus, og selvom den uges ferie sikkert kunne have været brugt mere fornuftigt til at dække nogle af lukkedagene i børnehaven her i foråret, så har jeg for en gangs skyld prioriteret MIG.

Jeg satser nu også på, at ungerne har lyst til at være lidt kreative sammen med mig i ferien, så derfor har jeg lavet en fælles krea-kuffert til dem fyldt med alverdens gode sager fra Tiger (jeg fik det hele for 150,- inkl. kuffert). Min mor har også været så flink at køre en tur i Lidl (se s. 12), hvor hun har købt det fine sæt med paper punches til mig, som allerede er blevet indviet af ungerne :-)

Dugen under alle de dejlige krea-sager er en rest akryldug, som jeg har købt i Bahne. Dugen er mere koralfarvet, end den fremstår på billederne, og noget af den tænker jeg skal indgå i et af sy-projekterne i uge 8, som en del af Marthes blogudfordring, Månedens retro-favorit, men mere om det senere...

God ferie - hvis du altså holder vinterferie :-)




2 kommentarer:

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...