torsdag den 21. februar 2013

Lykken er...

...at have det smukkeste vasketøj på vejen - og at se foråret så småt titte frem ;-)

Nyvaskede Libertystoffer og retrostoffer, der hænger til tørre ude i haven 

De første spæde forårsblomster i haven: Kejserbusk/Grøn Helleborus (julerose)/Vintergæk

onsdag den 20. februar 2013

Mere Liberty og retro

Posten har været sød ved mig i denne uge og er kommet med både lækkert Liberty stof, skønne retrostoffer og fine symønstre - det er nu rart med sådan en sød postmand ;-)

Libertystoffet er købt til oprydningssalg hos Cecilie, Hvad bier tænker. Det er gode store stykker, så jeg satser på, at Pepper-designet skal blive til et par bukser til mig, men jeg leder nu stadig efter et egnet mønster på libertybukser?

De skønne retrostoffer er købt hos Annchen, og jeg kan godt afsløre så meget, at et af dem bliver næste måneds retro-favorit - kan du mon gætte hvilket? Det er to mindre stykker og et juniorbetræk, som er i fin stand, dog var der desværre et lille hul i det ene hjørne, som nok er blevet nuldret og nusset med kærlighed af mange børn siden 70'erne ;-)

Og så var der lige de fine symønstre, som jeg har købt hos Moster Anne.

Jeg håber, at Helena kan passe kjolemønsteret, så det kan blive opsyet i et af mine skønne Libertystoffer, men ellers har jeg lavet en aftale med min mor om, at hun skal hjælpe mig med at konstruere det til et nummer større, for den slags kan hun nemlig ;-)

Drimasauren kunne jeg altså ikke stå for  På en eller anden måde minder den mig lidt om et Lis Paludan mønster, og hende har jeg jo et soft spot for (det er hende med soveanden, hvis du ikke lige ved, hvem jeg taler om ;-))

 


mandag den 18. februar 2013

Et kig i krearummet...

For ikke så længe siden havde Trine, Stjernepels, et indlæg, hvor hun viste sit krearum frem - og opfordrede andre til det samme, så her er mit efter en grundig oprydning ;-)

Krea-rummet er samtidig legeværelse og gæsteværelse, så derfor er der både en stor seng og en reol fyldt med bøger, legetøj og kreagrej - og ja så er der også to kommoder fyldt med arvetøj fra David, som endnu er for stort til Filip, for ellers kunne drengene jo ikke være på deres værelse.







onsdag den 13. februar 2013

Endnu et penalhus

Endnu et penalhus har set dagens lys - og det er syet efter samme mønster, som Månedens retro-favorit.

Penalhuset er til min gode kollega og veninde Rikke, Abelikate, som blev meget misundelig, da hun så mit nye penalhus på bloggen - så jeg har forbarmet mig over hende og har syet et i hendes yndlingsfarve gul ;-)

Rikke har nemlig også været så uheldig, at hun har været syg i det sidste stykke tid med influenza og lungebetændelse, så hvad er bedre end en lille gave fra hjertet, når hun kommer tilbage på arbejdet igen 

Retrostoffet er fra lageret og købt for længe siden hos Maria, Retro &Vintage, lynlåsen er fra gemmerne, foeret er Södahl Forglemmigej akryldug, og det orange gros grainbånd med hvide stjerner er fra Stof 2000.

Håber, at du bliver glad for dit nye penalhus, søde Rikke :-)


mandag den 11. februar 2013

Liberty fra London

I torsdags bestilte jeg en stak lækkert Liberty stof hos Shaukat & Company i London, for hvad er bedre end shopping, når man er ked af det ;-)

Stofferne ankom allerede idag og nøj, hvor er de altså fine både i design men så sandelig også i kvaliteten, så hvis du spørger mig, er de alle pengene værd  Meterprisen på Liberty er som bekendt lettere peberet, men ved at bestille det hos Shaukat, har jeg ca. givet halvdelen af, hvad det koster i Danmark, og så har de vildt mange forskellige designs at vælge imellem!

De fine Liberty stoffer skal bruges til nyt forårs- og sommertøj til Helena og en etagekjole til mig - og så lidt til hjemmet i form af puder - så nu skal det bare vaskes og klippes, og så venter symaskinen...

Jeg har i forvejen nogle smårester af Liberty stof, som jeg har arvet af en ældre dame, og så købte jeg jo også en stak af Hanne, Tulipaner & Tomater, sidste år, som også bare venter på, at jeg får sat saksen i det...og så kom jeg sørme også lige til at shoppe lidt mere, da Cecilie, Hvad bier tænker!, havde oprydningssalg, så yderligere to lækre Liberty designs er på vej med posten ;-)

Jeg kunne godt tænke mig at sy et par posebukser a la Liberty bukserne fra Daisy til mig selv, så er der nogen, som kan anbefale et godt mønster? 


lørdag den 9. februar 2013

Månedens retro-favorit #2

Så nåede vi til Månedens retro-favorit for februar måned: lilla, pink og hvide blomster i en skøn forening, som er blevet til et nyt penalhus til mig :-)

Penalhuset har foer af Södahls fine Forglemmigej design i form af en orange/koral akryldug fra deres forår/sommer kollektion 2012 købt som rest i den lokale Bahne. Lynlåsen er fra gemmerne, og det fine neon koral grosgrain bånd er fra mit indkøb hos Betty P.

Mønsteret til penalhuset har jeg lavet ved at "slagte" et gammelt penalhus fra min egen skoletid, som ærlig talt havde set bedre tider, men du kan finde en fin DIY på et tilsvarende hos Merete, Mor-skaber.

Jeg har strøget vliesofix bag på akryldugen/retrostoffet, så de to dele er blevet limet sammen, og derpå valgte jeg at zig zagge det hele vejen rundt langs kanten, inden jeg syede det sammen for at mindske risikoen for, at det trævler ved brug.

Et lille tip: Jeg brænder altid enderne på grosgrainbåndet med en lighter, så det ikke trævler, og da lynlåsen er klippet til, fik den samme tur ;-)

Det er bestemt ikke det sidste penalhus, jeg syr, da det trods lidt fiflen ved sammensyningerne i enderne er nemt og hurtigt at lave, og så kan man jo få det lige, som man vil have det ♥ 





fredag den 8. februar 2013

Forude venter ferie

Efter en hård dag igår, hvor vi fik begravet min farmor, så er det rart at have tre guldklumper herhjemme, som kan bringe tankerne lidt på afveje og skabe liv og glade dage.

Det var i hvert fald to meget forventningsfulde store børn, der drog i børnehave her til morgen klædt ud som Spiderman (fra H&M) og hjemmekreeret påfugl :-) Mindstemanden var klædt i helt almindeligt tøj, da han stadig er så lille, at alt det fastelavnsgejl ikke rigtigt er noget for ham - dog havde han en lille hale bagpå bukserne og en hårbøjle med store kaninører med (købt i Tiger til 20,-) og nøj, hvor så han altså bare sød ud med det på ♥ 

Forude venter en uges vinterferie bl.a. en del af tiden i sommerhuset på Sj. Odde sammen med mine forældre og storesøster, og det glæder jeg mig rigtig meget til.

Når min familie nu alligevel kører op i sommerhuset i morgen for at sætte varme på, har vi aftalt, at David, Helena, min søster, og jeg skal ned at se kunstudstillingen Hotel Aurelia.

Helena og jeg har allerede set den en gang her i løbet af ugen sammen med hendes børnehave, hvor jeg var inviteret med, da de sammen med mig har indsamlet lindeblade, som er en del af udstillingen. Jeg har også syet gulvet i det ene værelse - det hemmelige rum, som er under havets overflade - som består af 4 baner cobolt blåt badedragtsstof i målene 150 cm x 6 meter. En ret sjov men stor og tung opgave skal jeg hilse at sige!

Jeg har også tilladt mig selv den luksus at tage ferie i uge 8 - og denne uge er uden børn, dvs. de kommer i institution næsten som vanligt - de sover selvfølgelig længere og bliver hentet tidligere - men dagene er mine og skal bruges på at være kreativ og forhåbentlig få syet en masse. Som mor til tre små børn 24-7, så er egen tid en sjælden luksus, og selvom den uges ferie sikkert kunne have været brugt mere fornuftigt til at dække nogle af lukkedagene i børnehaven her i foråret, så har jeg for en gangs skyld prioriteret MIG.

Jeg satser nu også på, at ungerne har lyst til at være lidt kreative sammen med mig i ferien, så derfor har jeg lavet en fælles krea-kuffert til dem fyldt med alverdens gode sager fra Tiger (jeg fik det hele for 150,- inkl. kuffert). Min mor har også været så flink at køre en tur i Lidl (se s. 12), hvor hun har købt det fine sæt med paper punches til mig, som allerede er blevet indviet af ungerne :-)

Dugen under alle de dejlige krea-sager er en rest akryldug, som jeg har købt i Bahne. Dugen er mere koralfarvet, end den fremstår på billederne, og noget af den tænker jeg skal indgå i et af sy-projekterne i uge 8, som en del af Marthes blogudfordring, Månedens retro-favorit, men mere om det senere...

God ferie - hvis du altså holder vinterferie :-)




søndag den 3. februar 2013

Farvel Olde

I onsdags døde min farmor og børnenes oldemor :-(

Det sidste års tid har hun skrantet og haft kortere og længerevarende indlæggelser på sygehuset, men nu ville organerne ikke mere, så hun døde af nyresvigt.

Jeg er rigtig ked af at have mistet min sidste bedsteforælder og gruer virkelig for på torsdag, hvor hun skal begraves for puha, det kan jeg næsten ikke rumme...og slet ikke, at børnene ønsker at give Olde en sidste tegning med i kisten, så hun har dem oppe i himlen, for det er bare så sødt og virkelig rørende, at de tænker sådan ♥ 

Børnene skal ikke med til begravelsen, men bliver passet hjemme hos os af mine svigerforældre, for det er lang tid at skulle sidde stille i kirken; min farmor var nemlig katolik, så der er to halvdele af begravelsen - en kirkelig handling i den katolske kirke og så selve jordpåkastelsen på kirkegården ved folkekirken, hvor min farfar også ligger begravet.

Jeg tror også, at børnene er for små til helt at forstå, hvad der foregår og vil hellere have, at de tænker på Olde som værende oppe i himlen end får mareridt af at have set hende blive sænket ned i et hul og dækket med jord...

Vi snakker selvfølgelig en del om Olde, og om det at dø - og så sent som i sidste uge spurgte Helena faktisk, hvorfor vi ikke bare kunne slå Olde ihjel, ligesom vi havde måtte aflive en af vores katte fornylig, som jeg har skrevet om her?

Den bemærkning kom midt i aftensmaden, så manden og jeg fik næsten maden galt i halsen - for det var egentlig en ret sjov bemærkning - men ved nærmere eftertanke og samtale vidste det sig jo, at det var fordi hun syntes, at det var synd, at Olde havde det dårligt, og når man kunne hjælpe en uheldbredelig syg kat med at få fred, så måtte man da også kunne det med mennesker...godt tænkt af en pige på 5 år, så vi fik en god snak om, at man altså ikke må slå andre mennesker ihjel - heller ikke som læge eller sygeplejerske - og om aktiv dødshjælp, som vi begge går ind for.

Min farmor nåede at blive 90 år gammel og blev født d. 29/6 1922, og man må sige, at hun har været vidne til mange store begivenheder i sit liv: Hun blev mor til 4 børn - 2 drenge og 2 piger - hvor kun min far (der er den ældste af de 4) og hans lillesøster lever endnu. Hun har derfor også oplevet den store sorg at måtte begrave to af sine børn, sin mand da hun var kun 54 år, og et barnebarn, som døde i en trafikulykke som teenager :-( Til gengæld har hun oplevet glæden ved at få 6 børnebørn og 6 oldebørn - heraf mine tre guldklumper, som hun var virkelig glad for og stolt over 

Så hvil i fred Olde - vi savner dig, og ved at du kigger ned på os fra himlen - selvom vi ikke er helt sikre på, hvordan du er kommet derop - om det er fordi du "...har fået vinger" (Helena) eller er "...fløjet i et rumskib" (David)...

Tegningerne som Olde skal have med sig i kisten og op i himlen (de er hvide og ikke gule pga. aftenlyset)





LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...