onsdag den 29. maj 2013

Jeg arbejder og tænker - hvad gør du?

Da jeg lever af at kommunikere og at bruge medier i mit job som naturvejleder, så er mit hoved sommetider så fyldt med tanker om alle de mange spændende ting, der sker på arbejdet, at det er der, jeg er kreativ, og ikke foran hverken symaskine eller blog.

Det er jo positivt for mit arbejde, mine samarbejdspartnere og borgerne, som jo får glæde af det, jeg har gang i, men forståeligt nok lidt kedeligt for dig kære læser, når du forgæves spejder efter flere kreative blogindlæg fra min side ;-)

Jeg kan derfor ikke skylde skylden for de færre blogindlæg på hverken Instagram, Facebook, umulige børn eller opmærksomhedskrævende mand og dyr, men på min hjerne, der gladeligt tager imod de tæsk, der skulle komme pga. denne udmelding :-D

I aften er mit hoved sprængfyldt med tanker og idéer til udstilling, aktiviteter og foredrag med udgangspunkt i klimaforandringer, invasive arter i vores lokale natur og alternative, grønne energiformer. Jeg er nemlig i fuld gang med at planlægge Holbæk Kommunes deltagelse i Dansk Naturvidenskabsfestival i uge 39 sammen med Holbæk Bibliotek, og ja det lyder virkelig nørdet, men det er viiiildt interessant, hvis du spørger mig!

Jeg tænker også en del over min datters kommende skolestart, da vi var til intromøde på skolen igår aftes, så måske skimmer jeg også lige den bog, vi fik udleveret...hvis jeg altså ikke er for træt, da den er skrevet i skriftstørrelse 8, uden afsnit og med et lix tal, der når skyerne, men jeg kan jo altid springe alt det vigtige over og gå direkte til madopskrifterne bagerst i bogen, som heldigvis er skrevet, så jeg kan læse dem :-D

Eller også skulle jeg hellere kaste mig over det nye nummer af Burda og drømme om alle de fine ting, jeg gerne ville sy til mig selv og håbe på, at de invasive arter forsvinder ved synet af et par blomstrede Libertybukser?

Hmm, svært valg - men det eneste, der er sikkert er, at min chai te er blevet kold, tiden løber, og sengen snart kalder, og at der stadig er tre madpakker og frugt, som skal klares til imorgen, så det må jeg hellere få klaret nu ;-)

Hvad mon dit hoved fyldt af?






søndag den 26. maj 2013

Månedens retro-favorit #5

Månedens retro-favorit for maj måned er en del af denne Drimasaur, som Filip skal have i fødselsdagsgave, når han bliver 2 år d. 25/6 

Dinosauren hedder Drimasauren, da den er opkaldt efter en sytråd (Drima) fra firmaet Coats, som åbenbart havde udviklet dette mønster en gang i 70'erne vil jeg skyde på. Oprindeligt kostede det 4,50 kr. så alene det viser, at det har nogle år på bagen ;-) Mønsteret til Drimasauren var jeg heldig at finde hos Moster Anne.

Det er jo svært at vælge en retro-favorit, da Drimasauren næsten udelukkende er syet af retro-favoritter, men når jeg nu skal pege på en, så bliver det stoffet med æbler/hjerter i den orange/hvide/grønne colorway.

Jeg har næsten udelukkende brugt rester til at sy dinosauren af, så det var også en god - og sjov - måde at rydde lidt op i lageret! Udover retrostofferne har jeg brugt filt (sort/grøn/hudfarvet) og sort nappa (fødder/øjenvipper), som manden havde på sit lager, da har førhen har bygget en del bilanlæg.

Nå, men nok om detaljerne - må jeg stolt præsentere min udgave af Drimosauren anno 2013:







fredag den 24. maj 2013

Nu med indhold i...

Så lykkedes det mig at få et billede af Helena i den nye tylnederdel og med tilbehør fra Little Pieces 

T-shirt, strømpebukser og hårbøjlen med sløjfe er som sagt købt hos hoppeloppe.dk, som jeg varmt kan anbefale, for der var god og hurtigt service, og så elsker jeg, når der er en personlig hilsen med, og varerne er pænt pakkede ind, som de var her med lilla silkepapir :-)

Little Pieces virker til at være en god kvalitet, der dog er lidt stor i størrelsen, men hellere lidt til den gode side end den anden vej. Det skal siges, at jeg lige har modtaget varerne idag, så jeg har ikke nået at vaske tøjet og ved derfor ikke, hvor meget det krymper i vask. Men designet faldt helt sikkert i god jord hos Helena, og prisen passede også moderen fint, så det var jo ren win win :-)

God weekend!


torsdag den 23. maj 2013

Endnu en pudderfarvet drøm + DIY

Pinsedagene bød også på lidt tid ved symaskinen og ud kom denne pudderfarvede drøm i str. 6 år :-)

Nederdelen er freestylet, da den er syet af resterne af det pudderfarvede bomuldsvoile og blød tyl, der blev tilovers efter den fine kjole med sølv stropper.

DIY:

  • Tilpas bredden på den bløde tyl og bomuldsvoilen, så de er lige brede
  • Klip begge stykker til en passende længde/højde på nederdelen (Helenas var ca. 45 cm inkl. sømrum og løbegang i taljen på 3 cm)
  • Overlock den nederste kant på bomuldsvoilen
  • Overlock toppen af nederdelen, så du syr både den bløde tyl og bomuldsvoilen sammen
  • Overlock siden sammen, så du syr både den bløde tyl og bomuldsvoilen sammen
  • Buk 3 cm af til løbegang i taljen og stik den fast - undtagen et passende hul til at trække elastikken igennem
  • Mål barnets livvidde og klip et stykke elastik i samme længde (+ 1 cm sømrum)
  • Træk elastikken gennem løbegangen med en sikkerhedsnål
  • NB! Prøv nederdelen på barnet for en sikkerheds skyld, inden du syr elastikken sammen til en ring
  • Sy åbningen i taljen til 
  • Stik elastikken fast ned gennem løbegangen i syningen i siden, dvs. den lodrette syning (så ruller elastikken nemlig ikke i vask ;-))
  • Bind en sløjfe i det resterende bløde tyl 
  • Sy et par gange henover sløjfens midte på symaskinen
  • Sy sløjfen på nederdelen i hånden med et par skjulte sting

Og voila! En pudderfarvet drøm til en lille prinsesse 

Jeg har sendt bud efter lidt lækkert tilbehør til nederdelen i form af Little Pieces tøj købt hos hoppeloppe.dk:


Mon ikke vi har et styks stanglækker pre-teenager her på adressen, når outfittet bliver prøvet på - det tror jeg ;-)





onsdag den 22. maj 2013

Pinsens op- og nedture

Det er ved at være længe siden, at jeg sidst skrev på bloggen...lysten, tiden og overskuddet til det har ikke rigtigt været der, da "det virkelige liv" har krævet min tilstedeværelse - men hermed et lille pip herfra ;-)

Pinseferien blev tilbragt i mine forældres sommerhus på Sj. Odde sammen med mine forældre og storesøster. Det var skønt at få et break fra hverdagen sammen med børnene, og heldigvis var det jo godt vejr et par af dagene, så de også kunne lege udenfor.

Om torsdagen inden pinsen blev et rutinebesøg hos dyrlægen til et farvel til vores lille springer spaniel, Sally, da dyrlægen konstaterede, at hendes ene knæskal var vokset fast ude på siden af benet :-(

Måske ville hun kunne opereres med et ok resultat, men jagthund ville hun aldrig kunne bruges til, da det ville belaste hendes ben for meget, så derfor tog vi den tunge beslutning at aflevere hende retur til opdrætteren... De tilbød hendes bror, Jeff, som erstatning, og det sagde vi ja til.

Lykken blev dog meget kort, da det viste sig, at Jeff slet ikke kunne klare at gå indenfor (han har gået i hundegård indtil nu), men pissede overalt, nærmest klatrede på væggene og sprang op i hovedet og ind i alt og alle...GISP! Så han blev pænt afleveret tilbage igår, da vi udtrykkeligt havde gjort opmærksom på, at han skulle kunne klare at gå inde og fungere i en familie med tre små børn...så nu er vi fattigere men mange erfaringer rigere, og der kommer ingen ny hund de næste mange år.

Nu står den så på pasning af tre syge børn, der er blevet godt forkølede, men det er jo intet under, sådan som vejret skifter i øjeblikket. De har derfor været hjemme fra børnehaven i går og idag, og så håber jeg på, at de er friske nok til at komme afsted i morgen, da jeg snart gerne vil have min hverdag tilbage uden bøvl med hundehvalpe, opdrættere og ferieramte/syge børn ;-)

Og så skulle du da heller ikke snydes for et usselt snapshot af en flagspætte, som besøgte foderbrættet lige før - det er taget gennem ruderne og ud i øsende regnvejr, så derfor den dårlige kvalitet, men fuglen kan man da stadig få øje på ;-)

Hygge i sommerhuset

En dejlig aftentur på Gniben - den yderste spids af Sjælland

Jeff  - en køn lille hund, som desværre ikke passede ind i vores familie :-(

Flagspætte på foderbrættet - og skovspurv på den ene foderkugle

søndag den 12. maj 2013

Dusty rose...

Jeg elsker de sarte farver, som foråret har - specielt den sarte rosa farve - og herunder kan du se, hvad de har inspireret mig til i kreativ retning og som elementer i vores hjem:

#1: Helenas nye kjole - idé og DIY set hos Trine, Groovebaby.....and mama
Kjolen er syet i bomuldsvoile og blød tyl fra Stof & Stil og hvid/sølv foldeelastik fra Stofstedet.dk

#2: Detalje på Helenas nye cardigan fra Mini Nümph købt på mid season sale

#3: Pletten på Sallys snude ved det ene næsebor

#4: Sart rosa nelliker, som vækker barndomsminder...

#5: Blomsterne på den fine Pyrex skål, som jeg lige har fået af min mor


fredag den 10. maj 2013

En tur på teater

I dag har jeg haft den store fornøjelse at se forestillingen "Rasmus Klump på eventyr" på Holbæk Teater sammen med David, Helena, min mor og storesøster.

Billetterne blev bestilt for længe siden, og vi har virkelig glædet os, så store var forventningerne også, da dørene til teatersalen åbnede, og vi måtte gå ind!

Det var 2. gang, at Helena er på teatret, for vi så Cykelmyggen Egon, da David lå inde i min mave, og det var derfor Davids første gang uden for maven ;-)

David tilbragte det meste af forestillingen på mit skød, men han var ikke bange, blot lidt usikker på, hvad det hele var for noget, for han fulgte godt med, klappede og grinede godt placeret i min trygge favn 

Udover det, var børnene stort set opslugte de 75 min., som forestillingen varede, og eneste minusser var, at de begge to syntes, at musikken var lidt høj, og så er mørket jo altid lidt skræmmende samtidig med, at det er spændende, hvad der mon kommer, når det bliver lyst igen...

For mit eget vedkommende må jeg sige, at mine forventninger blev indfriet, for forestillingen var virkelig et fint mix af gode sange, flotte kostumer, gode skuespillere og to seje streetdansere, der spiller Gøjen og Pildskadden.

"Rasmus Klump på eventyr" går på vores lille lokale teater frem til d. 20/5, og ultimo juni rykker den så ind i Glassalen i Tivoli. Hvis du har lyst til at se/vide mere om forestillingen, så klik på nedenstående link, som er et indslag fra TV2 Øst:

http://www.tv2east.dk/video/2013-04-17/rasmus-klump-paa-scenen

De ser lidt misfornøjede ud, men det var altså kun, fordi man ikke gad billedseancen ;-)

tirsdag den 7. maj 2013

Mid season sale

Håber, at I har nydt varmen derude de seneste dage, for det har vi nemlig, så derfor har der været lidt stille på bloggen :-)

Søndag var jeg medarrangør af et Skovens Dag arrangement, som foregik på Holbæk Naturskole, så dagen bød på nogle hyggelige timer sammen med omkring 200 børn og voksne, som spillede Rasmus Klump mobilspil ude i skoven og lavede pandekager over bål. Mobilspillet har jeg været med til at udvikle sammen med Holbæk Børnebibliotek og spiludbyderen Euman (der står bag Playingmondo), og det var skønt at få spillet i luften efter mange måneders arbejde - og fedt, at det blev taget så godt imod!

Jeg er også så småt ved at have fundet mig til rette i mine nye omgivelser på arbejdet, for mens jeg var lockouttet, flyttede min afdeling, så nu sidder vi i officerslogen i den tidligere kaserne i Holbæk. Jeg kunne derfor starte med at pakke flyttekasser ud og stille computer op mv. - og så har dagene ellers budt på naturvejledning for børnehaver stort set hver formiddag, så det er bare skønt at være ude og i gang igen efter den ufrivillige pause :-)

Dagene ude og det gode vejr har også medført, at jeg har måtte ud og investere i noget mere sommertøj til ungerne, så jeg har shoppet hos Smartkids.dk til deres mid season sale, hvor jeg har været heldig at finde nogle lækre sager fra Mini Nümph og Kulör til de to store.

Jeg er meget imponeret over de mange fine detaljer og kvaliteten af de to mærker, så det er bestemt ikke sidste gang, at jeg køber Mini Nümph og Kulör til mine børn - i hvert fald ikke, når man er heldig at kunne finde det på tilbud, for ellers er det jo en større udskrivning ;-) Og så må jeg sige, at der var hurtig levering fra Smartkids.dk, for jeg bestilte lørdag og har hentet pakken på posthuset i dag.

Derudover er der også blevet suppleret med fede drenge t-shirts fra H&M med sørøver-tema og skønne bløde cowboybukser i tynd, grå denim til David, så nu er vi klar til flere varme dage ude i det fri - og kolde morgener med en trøje på 

Indlægget her er ikke sponsoreret - det er blot et tip til andre glade shoppere ;-)

Billederne er lånt på Smartkids.dk
Kulör Malto hættetrøje (Billedet er lånt hos Hoppeloppe.dk) 

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...