tirsdag den 25. juni 2013

Filip 2 år ♥

I dag er vores allesammens mindstemand, Filip, blevet 2 år 

Han blev vækket af mor og søskende med fødselsdagssang og lugten af nybagte boller til vuggestuen, inden gaverne fra os blev pakket op med kyndig vejledning fra David og Helena.

I weekenden venter 3 x fødselsdag for både Filip, storebror David og jeg, da vi også snart har fødselsdag, så I må leve med flere fødselsdagsbilleder derefter ;-)

Men her er lidt stemningsbilleder fra i morges:





torsdag den 20. juni 2013

Lykken er...

...når tingene går op i en højere enhed og at andre værdsætter ens anstrengelser 

Det lyder måske lidt kryptisk, men idag fik jeg at vide, at den ansøgning jeg havde sendt til Nordea-fondens naturvidenskabelige festivalpulje havde båret frugt: De har nemlig givet os tilsagn om 20.000 kr. til de aktiviteter, som jeg i samarbejde med Holbæk Børnebibliotek m.fl. har planlagt skal foregå i uge 39, hvor Dansk Naturvidenskabsfestival løber af stablen.

Det er ret stort, da de kun i særlige tilfælde giver mere end max. beløbet (som normalt er 15.000 kr.), men hvis jeg skal sige det selv, så har vi også skruet et virkelig fedt program sammen med aktiviteter centreret omkring invasive arter i Holbæk Fjord og dermed også klimaforandringer i børnehøjde.

Jeg glæder mig allerede vildt meget til den uge, hvor jeg bl.a. skal:

  • ud at sejle med den gamle galease, Hjalm, på fjordene omkring Holbæk sammen med elever fra mellemtrinet 
  • høre foredrag sammen med kommunens gymnasieelever leveret af den vildeste seniorforsker fra Teknologisk Institut, der forsker i at omdanne tang til brændstof
  • og så skal vi da også lige omdanne børnebiblioteket til et udstillingsrum for invasive arter i samarbejde med den lokale dykkerklub, RUC og en lokal vandløbsbiolog, som ved, hvor nogle af de nye - og uønskede - dyr bor!

Føj, hvor lyder det nørdet, tænker du nok - og ja, du har helt ret, men hvor er det bare SKØNT, når man kan informere og debattere så alvorlige emner på den fede måde :-)

Helena har tegnet hajer: Dem har vi endnu ikke i Holbæk Fjord, men sidste år havde vi da besøg af et par hvaler ;-)

mandag den 17. juni 2013

Opgør med post-graviditets-amme-stilen! #2

Som jeg skrev i mit forrige indlæg, så sker der mange dumme ting i mit liv i øjeblikket, så hvad kunne være bedre for en kvindens triste sjæl end en gang shopping 

Jeg har jo et opgør med post-graviditets-amme-stilen = garderoben skal opdateres = av, min pengepung, så derfor må det tages i nogle etaper (men så kan man jo også hygge sig med at støve diverse hjemmesider igennem for gode tilbud :-))

Denne gang har jeg shoppet hos en kvindes bedste ven, Zalando - hvis man altså skal lytte til reklamerne - og jeg må sige, at vi da også er blevet ganske gode venner efter den dejlige pakke med Nümph tøj, som posten kom med i weekenden!

Den smukke, sorte silkekjole skal nok indvies til den 50 års fødselsdag, som vi er inviteret til i weekenden, og ellers er den skønne råhvide blondekjole og t-shirten med tigeren tiltænkt hverdagsgarderoben. Alle tre dele var på tilbud, og det var jo også dejligt :-)

Jeg tænker, at der er ved at tegne sig et mønster i hvilket tøj, jeg godt kan li', men efter mange års stilforvirring er det egentlig også dejligt "at have fundet sig selv" i tøj med skønne detaljer, lækre stofkvaliteter og et feminint snit...


fredag den 14. juni 2013

Over skyerne er himlen altid blå?

Det er ikke meget her bliver blogget for tiden, men energien bliver desværre brugt på mange andre og mindre spændende ting:

På arbejdet ved vi ikke, om der er skimmelsvamp, da vi er flere som har fået fysiske symptomer, efter vi er flyttet over i en ældre og misvedligeholdt bygning...

Min faster fik nethindeløsning på sit ene øje i onsdags og er blevet opereret, men må alligevel nok indstille sig på, at hun har mistet synet på det øje...

I børnehaven sejler tingene bl.a. pga. fyringer og dødsfald i familien hos den ene pædagog, så jeg har været til møde med ledelsen og efterlyst engagement, pædagogiske initiativer og kommunikation, da jeg ikke synes, at mine børn skal bruge så mange timer på mere eller mindre "opbevaring" men har krav på en meningsfuld hverdag...

Så et STORT øv bøv herfra!!! Men så kom jeg i tanke om Anne Linnets sang, Tusind Stykker, så med den vil jeg gå en tiltrængt og forhåbentlig mere positiv weekend i møde:

fredag den 7. juni 2013

Månedens retro-favorit #6

Månedens retro-favorit for juni måned er dette lille "penalhus"/etui, eller hvad man nu skal kalde det, som rummer what a girl needs dvs. trusseindlæg og Tampax, som man ikke gider at have til at flyde rundt omkring i tasken ;-)

Etuiet er syet efter denne DIY, som jeg faldt over på Pinterest. Det er foret med turkis filt og lynlåsen, som er fra gemmerne, har ikke helt den samme nuance som stoffet, men den duer fint til det formål, som etuiet nu en gang skal have.

Stoffet er fra Josefine, Loptimist, og jeg har tidligere syet et pudebetræk af det.






onsdag den 5. juni 2013

Hjælp til Plustæppe

Jeg har kastet min kærlighed på det fine Plustæppe fra Yarnfreak og har været så heldig, at min søster gerne vil hækle det til mig 

Nu kommer det svære så - nemlig at vælge farverne, så der har jeg brug for din hjælp :-)

Jeg har valgt disse 8 farver i garnet Kauni, som jeg tror kan fungere fint i tæppet, da jeg ikke er så vild med den oprindelige farvesammensætning. Inspirationen til farvevalget i min variant af Plustæppet har jeg fundet i den smukke Mega Knit plaid fra Hay.

Og ja det er mega-tøset, men jeg tænker, at den neonpink og mørkegrå vil give tæppet lidt kontraster og kant, så det ikke bliver alt for fimset :-D

Hvad synes du? 



mandag den 3. juni 2013

Opgør med post-graviditets-amme-stilen!

Da jeg var et smut i Holbæk idag - egentlig på vej for at hente en pakke i GLS pakkeshop - så jeg, at vores lokale NOA NOA butik havde kollektions-prøver til - 50%, så jeg har været så sød at købe lidt nyt tøj til mig selv fra manden min ;-)

Jeg har nemlig fødselsdag d. 7/7, og meget er min kære husbond god til, men det der med at købe gaver og huske fødselsdage og andre mærkedage, det er ikke just hans spidskompetence - men så er det jo godt, at han er velsignet med en kone, som forstår at shoppe :-D

Jeg er ellers enormt dårlig til at købe tøj til mig selv og derfor ender en shoppetur oftest med, at jeg har købt noget til ungerne og intet til mig selv...tøjskabene bugner nu også i forvejen, men det er hovedsageligt med tøj, som er for småt, for kort, i en stil, jeg ikke længere kan lide - og resterne af graviditetstøj, som er alt for stort og burde være smidt ud!

En oprydning i både tøjstil og tøjskabe er derfor MEGET tiltrængt, når man inden for de sidste 6 år er blevet mor til tre børn, men det kræver jo, at man finder sin stil igen - en stil der ikke er lig med en yderst behagelig en af slagsen, som kan rumme en før-under-efter graviditetsmave og et par bryster før og efter Nora malkeko har været i min krop :-D

Et opgør med post-graviditets-amme-stilen er også meget dyrt, når man har taget skade af at kunne sy selv og have en mor, der oprindeligt er uddannet tilskærer og har lært mig, hvordan tøj i hvert fald ikke skal være forarbejdet, for så udelukker det jo mange af de lidt billigere mærkevarer...

Meeen jeg føler mig nu alligevel fortrøstningsfuld, og med lidt nyt fra NOA NOA er jeg et skridt nærmere målet med at have lidt men godt, som også er tilpas tidsløst til, at det kan holde flere sæsoner, så nu glæder jeg mig bare til min fødselsdag (og til en dag, hvor jeg får taget mig sammen til at få ryddet op/smidt tøj ud fra tøjskabene!) 



lørdag den 1. juni 2013

Lykken er...

...at kunne lege i badebassin for første gang i år og lufte sin bare numse 

Heldigvis kom der en flok flaksende sommerfugle forbi som kunne dække for de ædle dele, da de jo er private ;-) 

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...