onsdag den 29. januar 2014

Puder inspireret af Muuto

Ind imellem alt for meget arbejde er der blevet tid til lidt syning, og det er blevet til en pude inspireret af Muuto's soft grid puder i vinrød, som er en farve, der virkelig er svær at gengive på billeder.

Det er meningen, at puden skal have en makker i tilsvarende farve og størrelse (50x50 cm), og derudover skal jeg også have syet to i sart rosa i str. 40x60 cm. Alle fire puder skal bruges på sengen i vores soveværelse, så der er lidt til pynt og til at flyde op af om aftenen, når der skal læses lidt inden sengetid.

Puden er syet af rød møbelstruktur fra Stof & Stil og quiltet med pladevat i felter på 10x10 cm. Måske kunne quiltningen godt have været tydeligere, men det havde krævet den ekstratykke pladevat, som rent ud sagt er noget l... at sy i, fordi det er så tykt, så derfor lever jeg fint med resultatet, selvom det ikke er blevet helt som jeg havde ønsket ;-)

Puderne er en del af en større plan, som går ud på at ændre lidt på vægfarve og indretning i soveværelset, så derfor har jeg også investeret i et nyt "bordel-sengetæppe", som manden kalder vores nye, mørkegrå velour sengetæppe fra H&M Home :-D Farveholdningen i soveværelset er inspireret af billedet med pigen og ræven af Bob Noon, som jeg fornyligt har købt og vist frem i dette indlæg.

"Muuto"-puden på det nye veloursengetæppe fra H&M Home

mandag den 20. januar 2014

Flyttesalg

Ja, det er jo ikke meget, der sker her på bloggen for tiden...men i det virkelige liv, så flyver tiden afsted med travlt på arbejdet bl.a. med ansættelsessamtaler til ny leder af Brorfelde Observatorium og udvikling af undervisningstilbud ligeledes til Brorfelde - og som mor til tre små børn, så keder man sig jo heller ikke just på den front ;-)

I weekenden var vi en tur på familiebesøg i Roskilde, hvilket også indebar lidt shopping i byen og en tur på Burger King til ungernes store fornøjelse - og måske knap så meget de voksnes, for føj, hvor kan man bøvse flere timer efter indtagelsen af en whopper! :-D

Shoppingen bød bl.a. andet på en tur i Sankt de Luxe, som desværre lukker i Roskilde og flytter til København, men tilgengæld har de flyttesalg med gode tilbud på alle deres lækre ting frem til d. 29/1.

Jeg måtte have det store billede med pigen og ræven og sorteper-spillet - begge fra Bob Noon - og den skønne sprællebjørn fra Strups er til Helena, som jo har fødselsdag i starten af april, og det bliver det jo hurtigere, end man regner med 


Med de skønne tegninger fra Bob Noon er det lige pludselig lidt sjovere at spille med ;-)

fredag den 10. januar 2014

Månedens retro-favorit #12

Månedens retro-favorit for december måned har jeg aldrig fået vist, men det er blevet til en ny Andemand til Filip, da han i en vild tigerleg bed hul i den gamle soveand...og da den var virkelig elsket, så måtte jeg jo fluks sy en ny til min mindstemand 

Jeg har genbrugt næbbet og fødderne fra den gamle soveand og har syet dem på en ny krop i grafisk stof fra Stof 2000, som jeg alligevel havde på lageret. Øjnene og kinder er broderet på med DMC garn, som jeg har arvet fra min mor, så det var dermed også en kærkommen lejlighed til at få brugt noget af alt det kreagrej, jeg ligger inde med ;-)

Den nye Andemand er blevet adopteret af Filip, og da kroppen nu er syet i nyt stof i en kraftigere kvalitet i stedet for preloved retrostof, håber jeg, at den kan holde til, hvis han kaster sig ud i en ny vild tigerleg :-D


torsdag den 2. januar 2014

Amalies kager

Udover at julehygge og nyde, at vi har haft fri til at sove længe, lave ingenting og lege med julegaver hele dagen, så har jeg fået syet fire kager i juleferien, som er fødselsdagsgave til Davids veninde/on-off kæreste, Amalie, der bliver 6 år idag :-)

Jeg har taget udgangspunkt i billedet af kager, som var på kageæsken fra Søstrene Grene, og derefter lavet et mønster, som passede til rummene i æsken.

Materialerne er fra gemmerne, og hvis du ikke lige kan se det, så er det en chokoladekage med jordbærsnask og chokoladepynt på toppen, medalje med flødeskum og jordbær, medalje med jordbærglasur og blåbærpynt og en hindbærkage med chokoladebund pyntet med hele hindbær og chokoladestreger.

Jeg er sikker på, at kagerne nok skal blive et hit hos Amalie og hendes lillesøster, Mathilde, og jeg har hygget mig med at lave dem, så det er jo ren win win 




LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...